ABEN, OG BARNET I EN ADSKILLELSESKULTUR

Billede fra da jeg kiggede efter aber i Uganda for ca. 2 millioner år siden – at dømme ud fra mit stramme skind i ansigtet og på brystkassen. Hold nu kæft, der er løbet meget vand igennem møllen. Eller mange børn.
Som jeg har nævnt, så er jeg så småt begyndt at forberede mig på specialeskrivning. Jeg har lært, at det altid er godt at tage udgangspunkt i en undring, når man skal undersøge noget. Som jeg tidligere har nævnt, så undrer jeg mig over hvordan der i det danske samfund prioriteres, når det kommer til vores børn. Det skrev jeg om her og her, og sang om her. Efter at jeg selv har fået børn og er begyndt at forholde mig til barnets psykologiske udvikling, og til mine egne følelser forbundet med at være mor, har jeg undret mig over, at det i Danmark er blevet norm, at ca. 85% af de 1-årige, ca. 90% af de to-årige, og ca. 95% af de tre-årige danske børn på daglig basis adskilles fra deres primære omsorgspersoner. I gennemsnit 7,5 timer om dagen. For 40% af børnene i mere end otte timer om dagen. Fem dage om ugen. Og under forhold, som kritiseres fra alle sidder.
Jeg er bekymret for hvad de her forhold og samfundsstrukturer gør ved børnene. Det er det jeg gerne vil undersøge. Da jeg startede med at læse mig ind i emnet, læste jeg om hvad separation betyder for det lille barn, og hvordan separation påvirker barnet. Lynhurtigt landede jeg langt ude i junglen, hos aberne. Og det er her turen går til (igen) idag.

Hos abeungen

Biolog Niels Arbøl har forsket i hvordan abeunger reagerer på adskillelse fra deres mor, fx. hvis ungen bliver væk fra sin mor eller hvis moren dør. De vil reagere “med et kraftig protestreaktion i form af højlydte skrig og livlig, men desorienteret mobilitet for at tilkalde hende. Efter længere tid svinger ungen over til passiv og lydløs forbliven på stedet og med en sammensunket kropsholdning i en tilstand, der minder om en alvorlig depression. Ved fortsat fravær af moderen kan ungen reagere meget aggressivt og påbegynde psykotiske og selvskadende adfærd, som f.eks. at rive totter ud af sin egen pels (…)”
Ja, det er altså ikke sjovt, at være forladt abe.

Hos menneskebarnet

Som vi jo desværre må erkende, så ligner vi aberne meget. Den kendsgerning var ikke fremmed for mig, da jeg i morges stod nøgen foran spejlet med indtørret banan i håret, buet ryg, lange bryster og poser under øjnene. For ikke at tale om kropsbehåring. Eller da jeg i sidste uge gik ned af Sjælør boulevard med T i bæreselen, og en råbte “Din fucking abe!” ud af vinduet. Ved ikke om det var til mig, men jeg reagerede helt instinktivt og nærmest svang mig op i den første og bedste bus 1a.

Så, hvordan nu med menneskebarnet? Ved man noget om hvordan menneskebarnet reagerer på adskillelse? Fra observationer af børnehjemsbørn, adopterede børn og børn der af andre årsager adskilles fra deres primære omsorgspersoner i længere tid, har man fundet frem til tre typiske sorgfaser: protest, fortvivlelse og emotionel frakobling. Her lugter det altså også lidt af abebur.

Sorgfaser hos menneskebarnet

Barnet vil i først fase skrige, græde, og forsøge at klamre sig til eller på anden måde forsøge at bringe sig nær omsorgspersonen. Hvis denne adfærd ikke bringer fx. moderen tilbage, kan der ske det at barnet relativt hurtigt holde op med at græde, og reaktionsmønstret vil gå over i fortvivlelsesfasen. I denne fase vil barnet være stille, holde sig i ro, eller klynge sig til noget eller nogen. Et menneske, eller til noget så romantisk som, det man i psykologiske termer kalder, “et overgangsobjekt” A.K.A. en sutteklud eller et tøjdyr. Den tredje fase er særlig for mennesketbarnet, og er ikke noget man ser hos aberne. Ved emotionel frakobling vil barnet genoptage sine aktiviteter og ikke længere virke ked af det. Hvis den primære omsorgsperson vender tilbage under denne fase, vil barnet reagere med ignorance og uden interesse. Som Arbøl skriver, så kan dette tolkes som at barnet er “faldet til”. En anden forklaring er, at barnet føler sig svigtet, og ikke umiddelbart tør etablere kontakt igen, i frygt for, at blive forladt på ny, jævnfør Cisilias sang.

Disse sorgfaser hos det lille barn kan heldigvis formildnes eller helt undgåes, hvis der er sørget for, at der er et velkendt og omsorgsfuldt menneske til at overtage den primære omsorgsperson plads. Og hvis barnet ikke efterlades for længe.

Disse studier vidner om at separation, kan være stærkt stressende for barnet, hvis der ikke er nogle forhold tilstede, som formildner barnets følelsesmæssige reaktioner. Jeg gad godt at vide, om børn stresses når de adskilles fra deres forældre i en tidlig alder og sendes i institution. Det er der andre, der også godt gad at vide, og som derfor har forsket en del i det. Nærmere bestemt i udskillelse af stresshormonet cortisol, som man har målt i børnenes hår og tis.
Fortsættelse følger….
Kilder:
1. https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/flere-boern-er-i-institution-laengere-tid-end-deres-foraeldre-er-paa-job
2. Fra bogen “Udviklingspsykologiske teorier.” af Espen Jerlang.
3. Speciale i zoologi fra Københavns universitet med titlen “Virkning af moder-deprivation på ungers adfærd hos primater” af Niels Arbøl
4. Bogen “Det moderløse samfund – en naturvidenskabelig samfundskritik” af Niels Arbøl.
5. http://www.dst.dk/da/Statistik/bagtal/2011/2011-11-21-daginstitutioner

Skriv et svar